jesper nicolaj

Besøg i Skive - Tarok

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 21 Apr 2012 20:37:00 +0000

Jeg var for anden gang i Skive, for at snakke med Jørn og Ingelise Laursen (og var også så heldig at møde deres datter og barnebarn). En fotograf fra Skive Folkeblad kom forbi og ville gerne lige have et foto og lidt ord. Jeg har ikke selv læst artiklen endnu, så skal ikke kunne sige om det er sandt eller falsk. Kun dette lille uddrag.

Og nej, hesten på fotoet er IKKE Tarok. Det er til gengæld Ingelises pensioneret traver, og han er ganske smuk. Den skønne kvinde er Ingelise, og den smarte unge mand er Jørn. Jeg er så ham den sidste.

Tarok - Dannebrog på fire ben

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 21 Apr 2012 14:35:00 +0000

Først på ugen gik Regner Grasten ud med pressemeddelsen om at han og Anne-Grethe Bjarup Riis' næste film skulle være historien om Tarok.
"Hvidsten Gruppen"nærmer sig 700.000 solgte billetter og de ønskede at lave en lignende film. Et stykke Danmarks historie.

Tarok er meget mere end historien om en hest der kan løbe stærkt. Tarok er historien om den lille familie nord for Skive der får en vidunderhest, og som vælger at beholde ham i familien. Tarok er en klassisk historie om David/Goliath. Og det er i den grad et stykke Danmarks historie.

Jørn Laursen, Taroks kusk, og søn af ejeren Karl Laursen, sammenligner ofte Tarok med Michael Laudrup. Et unikum. Tarok var den ultimative travhest, som Laudrup var den ultimative fodboldsspiller.

Hvis der er læsere derude der sidder inde med anekdoter eller sjove oplevelser, så er man meget velkommen til at skrive til mig (flere har allerede gjort det, og tak for det). Jeg kan jo ikke garanterer det kommer med i filmen, men det er med til at give mig et klarere billede af hesten, myten, legenden - TAROK.

Jesper

You wont let me

noreply@blogger.com (jnc) — Mon, 09 Apr 2012 15:13:00 +0000

Nogle gange handler kærligheden om at give slip. Nogle gange om at holde fast. Jeg ved at jeg har forsøgt at "redde" de kvinder jeg har elsket allermest, faktisk har jeg brugt en god del af vores forhold på det. Indtil det gik op for mig, at uanset hvor meget man elsker, uanset hvor gode intentioner man har, så kan man ikke redde et menneske der ikke vil eller ikke er klar til at blive reddet, og ja, ideelt får kærlighed jorden til at dreje rundt, men i realiteten er det noget med solen og magnetisme.

Jeg har snakket med en del mennesker om dette, altså ikke solens tiltrækningskraft, men kærlighedens, og fundet ud af at jeg ikke er ene i kosmos om at række en hånd ud mod dem jeg elsker. At jeg ikke er ene om at forsøge at gøre det umulige, og at det er ok at give slip på et tidspunkt. Det gør det bare ikke mindre ondt af, og den største smerte er nok kærlighedens. Og det er svært at føle at man har noget at give, men at modtageren ikke vil modtage.

Faktisk har Rachael Yamagata skrevet en over ordentlig smuk sang omkring det, som hedder "You Wont Let Me". so without further ado ...

Ros (og ris)

noreply@blogger.com (jnc) — Tue, 20 Mar 2012 11:44:00 +0000

Lige kommet hjem fra pitch møde på DFI. Umuligt for mig at sige hvordan det gik, men er altid utrolig deprimeret efter disse møder, nok fordi jeg er så følsom. It ain't easy being green.

Men så kom jeg hjem til en absolut solstråle af en mail, fra to skønne lærere fra en specialskole. Man kan jo ikke lade være med at blive absolut høj og lykkelig af denne slags læsning.

Og tak, piger (ment ikke nedladende og i bedste kvote-betydning overhovedet) for de skønne ord. Jeg har gået og syslet med om jeg skulle kaste mig over romanen igen, og nu er jeg overbevidst, I skubbede mig ud over kanten.

"Vi er et par lærere fra en specialskole (børn med ADHD og autisme), som med stor succes har arbejdet med din roman "Soldater græder ikke".

Først og fremmest vil vi sige, at det er den mest fremragende roman, vi i vores tid som lærere, har læst og arbejdet med. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle arbejde med bogen, da nogle af vores elever, kender den hverdag du beskriver i bogen, alt for godt!! Men vi valgte alligevel at læse den og det har været en meget stor fornøjelse. Eleverne har været dybt engagerede og har ligefrem syntes, at der var for lang tid til næste dansktime - så du må siges, at have ramt plet:) FANTASTISK BOG."

Running

noreply@blogger.com (jnc) — Mon, 12 Mar 2012 08:45:00 +0000

Da jeg var lille sad jeg temmelig meget stille. Altså ikke sådan immobiliserede, men hvilede meget i mig selv. Selv gennem teenage-årene var jeg rolig. Jeg gik ikke i byen og drak mig vind og stiv, jeg sad derhjemme og læste tegneserier eller spillede rollespil.

Det var først da jeg begyndte at blive voksen, at det pludselig gik op for mig at jeg jo for helvede havde pisse travlt.

Jeg skulle giftes, jeg skulle stifte familie, have børn, hus, bil, lån, gæld, friværdi, pensionsopsparing, job, ansvar, møder, og sidst, men nok vigtigst af alt, jeg skulle blive til noget.

Hvad det noget var vidste jeg ikke rigtig, det var udefinerbart, men det var noget, og jeg skulle blive til det.

Og da alt det her gik op for mig, så fik jeg pludselig forbandede travlt. Og så begyndte jeg at løbe (altså, i overført betydning, ikke rundt om søen). Og jo stærkere jeg løb, jo mindre synes jeg at kunne nå, så jeg satte farten op, og op og op ...

I går havde jeg sådan en dag som for de fleste mennesker nok er lig med søndag. Jeg slappede af. Nej, det er faktisk ikke rigtigt, jeg arbejdede lidt og havde jeg været religiøs havde det været en synd, men på den anden side, havde jeg været religiøs havde jeg ikke været i tvivl om at jeg står på listen dernede allerede. Okay, tilbage til i går. Jeg lavede morgenmad (jeg plejer ikke rigtigt at spise når jeg ikke har børnene, det tager for lang tid), jeg satte mig ud på altanen. Jeg læste et oplæg til en spillefilm og skrev noter på det, MEN, bagefter, så tog jeg den bog frem jeg havde smuglet med ud på altanen og læste i den. Sådan helt ... afslappet. Og hvad værre var, jeg kunne lide det.

Selvfølgelig arbejdede jeg så lidt mere senere, men det øjeblik der, på altanen, det nød jeg virkelig. Alene, i mit eget selskab. Kun mig, og bogen, og kaninen (min datters).

I dag startede jeg dagen med min absolut hade beskæftigelse, nemlig at få styr på økonomien. Dernæst var jeg deprimeret.

Og jeg begyndte at løbe (igen, ikke rundt om søen) og spekulerede på hvordan jeg kan tjene flere penge, og så begyndte jeg at løbe endnu stærkere, og endnu stærkere, og så begyndte jeg at støvsuge. Og jeg overvejede endda at søge (gisp!) fast arbejde, fordi tanken om at have et fast beløb der ryger ind på min konto hver måned, og den eneste jeg skal gøre til gengæld er at give dem min frihed, den begyndte faktisk at se temmelig lokkende ud. 8 timer af min vågne tid hver dag, brugt på at fremme andres karrierer og tjene dem flere penge, et styret liv, andre bestemmer hvor og hvornår jeg skal arbejde, jeg får 5 (er det 5?) ugers ferie hvert år, som jeg kan administrere som jeg vil, i tæt samråd med arbejdsplads og kollegaers ferier, og til gengæld får jeg sat et fast beløb ind på min konto hver måned. Og alle er glade. Banken, regeringen, A-kassen og min søster. Og jeg vil (endelig?) få den der lovede krukke med guld for enden af regnbuen, det der mytiske noget alle snakker om. Den der ... pensionsopsparing. Men ville jeg være blevet til noget?

Frihed er alligevel en illusion. Jeg har deadlines konstant, møder og ting jeg SKAL nå.

Så hvorfor ikke bare underskrive på den stiplede linje?

Fordi jeg er anderledes, ikke på den fede måde, men jeg passer ikke ind i den kasse. Jeg kan simpelthen ikke være der.

Og så må jeg i stedet leve med en usikker økonomi. Og løbe.

Men det var netop min pointe, at jeg fik en åbenbaring mens jeg støvsugede. Det lyder ikke så sexede og det var det heller ikke, men jeg fik den alligevel. At jeg ikke behøver løbe HELE tiden, at jeg godt kan give mig selv lov til at sætte farten ned. At jeg faktisk er temmelig lykkelig lige her i mit liv. Jo, jeg ville ønske mange ting var anderledes, men summa summarum, så er jeg glad.

Og solen skinner.

Og er jeg blevet til ... noget? Måske, måske ikke. Men lige nu, i dag, er det ikke så vigtigt om jeg bliver husket om 100 år, men om jeg har det godt. Vores tid her er så kort. Vi bliver nødt til at nyde det. Lidt.

Livet banker (mig eller på)

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 02 Mar 2012 08:32:00 +0000

Sjældent, desværre for sjældent, læser jeg noget der løfter mig op og ud af denne verden. Noget der "vækker" mig, og minder mig om at jeg for helvede skal leve og elske, at jeg skal være og ånde og turde.

Min gode ven, Mr. Press, der er skudt i en ukendt amerikansk country sangerinde, sendte mig for et stykke tid siden en artikel om selv samme. Jeg havde travlt og ikke meget lyst til at læse, da jeg ikke erindrede hvem pokker hun var. Men jeg startede alligevel, nu havde han besværet sig med at sende mig den (i papirform, THANK GOD). Efter første afsnit var jeg solgt. De to sidste dage har jeg stået i bus og tog, jeg har grædt og jeg har grint (flere gange) højt. Jeg har været overvældet af følelser og følt livet snige sig ind på mig.

Det har været en åbenbaring, og jeg er kun halvvejs igennem artiklen. Jeg gemmer den, som en livseliksir. Den skal holde.

På vej hjem fra metroen i dag funderede jeg over livet. Over kærligheden. Den sidste linje i det sidste afsnit jeg havde læst "(why can't I have) a regular supply of passionate kisses."

Måske er jeg bare fanget i en følelse lige nu - jeg længes efter at lade mine fingre glide hen over en kvindes krop, at mærke hendes læber mod min hud, hendes krop der er tæt og varm. Alle de sanselige ting. At røre ved hendes hår, der ligger på min pude, at lytte til hendes åndedrag mens hun sover. At mærke kærligheden, måske, mest af alt.

Jo jo, jeg ved godt børn sulter i Afrika, men derfor længes jeg alligvel.

Patetisk, måske, men er det ikke hvad vi alle drømmer om - a regular supply of passionate kisses? Og mærke livet, mest af alt, at føle vi lever, suset.

Det er rart at vågne op, i ny og næ, når hverdagen har taget kvælertag, og ihukomme, at den er sgu derude, kærligheden, og det er ok, det er ikke patetisk, det er ikke "kræver mentalitet", det er ikke umenneskeligt, at stille sig selv spørgsmålet: "Why can't I have a regular supply of passionate kisses?" Det er nærmest menneskeligt, og det er måske meget godt, at vi fra tid til anden er lidt menneskelige, lidt sårbare og ikke mindst, at vi fra tid til anden ønsker at mærke livet. Men ikke nok med vi skal stille os selv spørgsmålet, vi skal også besvare det, og ikke med undskyldninger, fordi foråret er her (rent kalender-teknisk i hvert fald) og hvis vi ikke skal mærke livet nu, hvornår skal vi så? Og fordi det er vigtigt at turde og ukuelighed er en dyd.

Jeg blev inspireret af artiklen om den lille hårdføre country kvinde, og blev mindet om at livet er hårdt, men også ufattelig smukt, og det vigtigste er måske ikke at elske, men at turde. Jeg ved ikke om modet kommer med foråret, men det kommer med forbilleder, og lige nu er mit forbillede en guitar spillende 57-årig hærdet kvinde fra sydstaterne. Som er, tør og elsker (mest bassister).

Og som rosinen i enden, så er det også rart at mærke og føle hvad ord kan gøre ved mig. At de stadig kan røre mig. At de stadig kan få mig til at le og til at græde. At de, ligesom livet og kærligheden, er så simple, men så alligvel så komplekse.

Tak til journalisten, til sangfuglen og til Hr. Press

Den fede dame har sunget på Bornholm

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 24 Feb 2012 14:44:00 +0000

En era er forbi.

Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.

Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.

Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.

Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)

Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)

To uger senere forlader hun mig.

Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.

Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!

Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.

Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.

Og her står man så, som menneske, overfor et valg.

Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.

Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.

Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.

Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.

Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"

Den lille fede ballerina

noreply@blogger.com (jnc) — Wed, 22 Feb 2012 19:42:00 +0000

Dengang jeg var lille havde jeg egentlig regnet med at jeg ville møde mit livs kærlighed, at vi ville elske hinanden og være sammen resten af vores liv. Hun hed Maria, var min nabo og jeg cyklede over i Obs og købte hende en ring. Mettes mor stod i smykkeafdelingen. Hun smilede og jeg kan huske det irritererede mig, fordi det var sgu seriøst. Jeg elskede Maria. Det her var resten af mit liv.

Jeg var otte år og naiv.

Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.

Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?

Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.

Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.

Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.

Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.

Årets tegneseriecover 2011 3-1

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 14 Jan 2012 12:48:00 +0000

Det er svært at sige noget dårligt om Tim Bradstreet. Det er mindst lige så svært at portrættere en dæmon fra helvede på en sjov måde, uden at gøre nar af denne. Det lykkedes for Bradstreet at vise os Pinhead i et ømt øjeblik, som både er sjovt og pisse uhyggeligt på samme tid. Bradstreet formår at få noget rigtigt klamt frem i sin illustration. Måske er det de korte sorte negle, måske måden sømmene bryder gennem huden, måske den meget menneskelige side af Pinhead vi ser her, som bare gør ham endnu mere uhyggelig. Og så modsætningen mellem komik og uhygge.

Det her er et variant cover for Secret Avengers 18. Det rigtige ligner lort. Dette er tegnet af David Aja. Men tegningen i sig selv er ikke det vilde - det er grafiske udtryk. Det er cool, anderledes og vildt - for Marvel/Disney. Det er faktisk så banebrydende at det er revolutionerende. I love it.

Jeg ELSKER Raymond Chandler. Jeg absolut ELSKER ham. Han er i mine øjne den største forfatter der nogensinde har levet. Jeg ELSKER hans univers og ovenstående cover kunne lige så godt have været et cover til en af Chandlers bøger. Whiskyen der flyder ud af pistolmundingen ned i glasset, hvor der mellem isterningerne og spiritussen sidder en forførende smuk kvinde, iført stort set ingenting. Og så titlen "The Rachel situation". Jeg bliver blød i knæene og svimmel, når jeg ser det cover her. Det her er 100% hard-boiled detective. Der er ikke plads til tudefjæs eller skvatmikler. Det her hvisker sødt om smukke kvinder, der placerer en kniv i dig, så snart du vender ryggen til dem. Hvis læber lover evig kærlighed, men den lille .32 i dametasken lover død. Det her cover har flere boller, end samtlige bagerforretninger i storkøbenhavn. Det her er sex og vold, men med stil.

Farven på whiskyen er PERFEKT. Næsten gennemsigtigt; tyk og gylden. Man kan smage den, mærke isterningens kolde berøring mod læberne, eller er det hendes kys? Og det blanke stål fra pistolløbet gør, at vi ved det ender galt (som om whiskyen og kvinden ikke var nok.)

Og Whiskyens label oppe i hjørnet, der udgør coverets titel. Det er så gennemført.

Det her cover SKRIGER noir. Det kan kun ende galt, men en ting er sikkert, man dør med et smil på læberne.

Coveret er tegnet, tænkt og udført af Viktor Kalvachev.

Music

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 14 Jan 2012 12:45:00 +0000

Sidder og skriver på et projekt for to skønne piger. Har fået denne her på hjernen. Man kan simpelthen kun blive i godt humør. Tjek lige Marvin Gaye - Han er totalt happy. Det er svært at sidde stille når man lytter til det her.

Best comic covers 2011 7-4

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 06 Jan 2012 20:09:00 +0000

Nr. 7

Tegnet af Jae Lee. Forholdvis simpelt, samtidig brutalt og voldsomt. Jeg elsker den måde Cyclops står på, med hænderne bag ryggen, nærmest casual. Og så hans stråle der breder sig ud fra hans visir og fylder coveret helt ud. Og Wolverine der er fanget, midair, i alt det kaos som Cyclops stråle, trods hans casual stand, åbenbart udgyder. Smukke, dybe farver og en rent billede, kombineret med Lee's haunting karakterer.

Nr. 6

Tegnet af Cliff Chiang. Det ligner en gammel cirkus plakat med en overdreven mængde af udråbstegn og forskellige skriftstyper, krystalkuglen, den mystiske fremmede, og vores to helte i farer. Der er endda en ramme rundt om, for at vise os, at her er tale om en plakat. Det her er nostalgi så det batter. Den dansende bjørn er prikken over i'et.

Nr. 5

Tegnet af Chris Burnham. Batman og Robin tager til Paris. Jeg tog med min kæreste og hendes familie på Louisiana da jeg var ganske ung. Det var første gang jeg var på et museum, og jeg var ret så skeptisk. Der hang en masse malerier, som ikke gav mening, smeltede ure og den slags. Jeg synes Chris Burnham har lavet et absolut FANTASTISK cover. Det virker fordi både Batman og robin er så cartoonish, dog uden at miste forbindelsen med virkeligheden. Og så tjek lige fyren i midten. A Clockwork Orange, anyone?

Nr. 4

Tegnet af David Aya. Dette bringer minder fra både tyskernes og russernes propaganda plakater. De skarpe kanter, simple farver, enkle budskab - This doesn't bode well for the world. Den slår også tankerne hen på Fritz Langs plakat til M, stilistisk. Og så tænke sig til at dette er et cover til en superhelte tegneserier ... De er kommet et stykke vej siden Anders And.

Marvels tribute to classic movies

noreply@blogger.com (jnc) — Tue, 03 Jan 2012 20:56:00 +0000

Marvels art department har haft det sjovt. Kan du sætte navn på alle de klassiske film de har lånt fra?

Top 9 julefilm

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 24 Dec 2011 12:14:00 +0000

Nu er det jo jul. Temmelig meget endda. Og her er 9 film som man bør se hver jul.

9. Bad Santa - Santa likes to fuck fat chicks in the ass.

8. Gremlins - The worst thing that ever happened to me was on Christmas. Oh, God. It was so horrible. It was Christmas Eve. I was 9 years old. Me and Mom were decorating the tree, waiting for Dad to come home from work. A couple hours went by. Dad wasn't home. So Mom called the office. No answer. Christmas Day came and went, and still nothing. So the police began a search. Four or five days went by. Neither one of us could eat or sleep. Everything was falling apart. It was snowing outside. The house was freezing, so I went to try to light up the fire. That's when I noticed the smell. The firemen came and broke through the chimney top. And me and Mom were expecting them to pull out a dead cat or a bird. And instead they pulled out my father. He was dressed in a Santa Claus suit. He'd been climbing down the chimney... his arms loaded with presents. He was gonna surprise us. He slipped and broke his neck. He died instantly. And that's how I found out there was no Santa Claus.

7. Nightmare before Christmas - There's children throwing snowballs / instead of throwing heads / they're busy building toys / and absolutely no one's dead!

6. Lethal Weapon - Maybe we'll stay alive long enough for me to buy you a present.

5. Kiss Kiss, Bang Bang - Merry Christmas, sorry I fucked you over.

4. Die Hard - "Now I have a machine gun. Ho ho ho."

3. Christmas vacation - Todd: Hey Griswold. Where do you think you're gonna put a tree that big?

Clark: Bend over and I'll show you.

2. Mens du sov - I've had a really lousy Christmas, you've *just* managed to kill my New Year's, if you come back on Easter, you can burn down my apartment.

1. It's a wonderful life - Merry Christmas, movie house! Merry Christmas, Emporium! Merry Christmas, you wonderful old Building and Loan!

Teenage Greve

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 02 Dec 2011 06:54:00 +0000

Mandag skal jeg til Greve og snakke med to 8. klasser om min bog "Soldater Græder Ikke". Glæder mig. Jeg har desværre ret travlt for tiden så får ikke opdateret så meget, som jeg gerne ville.

Og i dag har min søn fødselsdag :-)

Ufrivillige Esbjerg

noreply@blogger.com (jnc) — Wed, 23 Nov 2011 19:14:00 +0000

Var i dag på besøg på CFU Esbjerg, tusind tak for at invitere mig, og snakke om den ufrivillige børnelitteratur. Som altid var jeg nervøs før besøget, men de var meget søde og det var super hyggeligt. Snakkede endda over tid.

Næste stop er Greve i december. Can't hardly wait :-)

Lektør udtalelse på RONIN 2 - Read it and weep

noreply@blogger.com (jnc) — Thu, 17 Nov 2011 10:30:00 +0000

Christiansen, Jesper Nicolaj: Buen / forfatter: Jesper Nicolaj Christiansen ;

illustrator: Niels Bach. - Carlsen. - 61 sider. - (Ronin ; 2). - (Carlsens stribede)

Anvendelse/målgruppe/niveau

Anden del af serien Ronin om drengen Ronin i det gamle feudale Japan, som

ikke kender sig selv, men står overfor en stor og farlig opgave. Flot skrevet og

effektivt illustreret giver den læseren en spændende oplevelse, men ikke uden

"sværdslag" - for historien er proppet med feudal, historisk stemning, sagnfortællinger

og japanske fagudtryk. En ret kort, men sprogligt krævende

lækkerbisken for læselystne drenge og piger i alderen 9 til 12 år.

Beskrivelse

I den første af bøgerne om Ronin hørte vi, hvordan han vågnede op i skoven ved

siden af det magiske, blodtørstige sværd Gôsutu Mêkâ. I denne del starter

Ronins lange og besværlige læreproces, som ikke bare drejer sig om at blive en

dygtig sværdkæmper, lære at gå på vandet og lignende, men også trivielle ting

som at tage opvasken for sin sensei - sin læremester. Ronin møder undervejs i

historien et talende træ, en ørn med guldfjer og en smuk, bueskydende pige, der

også er sat på en særlig opgave. Ronin kæmper mod sine egne dæmoner, når han

skal kontrollere det magiske sværd, men også andre omkring ham udkæmper

indre slag.

Sammenligning

Der findes ikke direkte sammenlignelige historier for aldersgruppen, men

elementer fra de gamle Karate Kid-film genkendes og desuden kan stemning og

illustrationer give mindelser om hittet: Drageherren.

Samlet konklusion

Absolut interessant og ganske krævende fortælling om kamp, personlig

udvikling og selvindsigt. Dramatisk og underholdende fortalt i en ganske

original japansk/feudal ramme.

Den virkelige valgkamp

noreply@blogger.com (jnc) — Thu, 01 Sep 2011 21:44:00 +0000

På Østerbro lilleskole er valgkampen også gået i gang, og Ældste Gruppen skal repræsentere alle partier i Danmark - også Dansk Folkeparti, hvor lidt de end har lyst til det. Idéen er at de skal finde ud af hvilken politik de forskellige partier står for, på trods af samtlige elever er vokset op til tonerne af "når du ser et rødt flag smælde". Det er stort, synes jeg, at en indoktrineret kommunist skal sætte sig ind i hvad de konservatives politik er, og forsøge at overbevise de andre på skolen om at det er fornuftigt. Det er at skabe forståelse på tværs af sociale og politiske grænser. Kunne faktisk være sjovt hvis politikerne skulle prøve det samme, at sælge de andres budskaber.

For at kunne forstå har eleverne været i kontakt med alle partier, og disse har så sendt materiale ud til eleverne, om sig selv. Med dette materiale fulgte også slik. Man tror det er løgn, men nej, den er sgu god nok.

Min datter stemmer f. eks på SF fordi de deler bolsjer ud.

Ja, ja. Børn er ikke så skarpe vil nogen nok sige.

Og så begynder man at tænke, nå jo, men er virkeligheden ikke også sådan; voksen bolsjerne smager bare anderledes. Eller vi kalder dem "valgløfter", som vi sutter, knaser og sluger i et væk, velvidende at når ballet er slut så er der ikke mere slik.

I øvrigt - burde de partier, som står for en grøn fremtid ikke sende frugt ud med deres valgmateriale i stedet for sådan nogle cheap-ass bolsjer. Er det ikke lidt patetisk at de sender slik ud til børn, er det ikke kun lige stadiet over børnelokkeren? Jeg troede Den Røde Blok ville sætte momsen ned på sundhed, og så sende de sukker ud til børnene (ikke fordi Blå Blok er bedre, men de toner bare mere rent. De satte afgifterne ned på alle de ting vi putter i munden der kan slå os ihjel, så vi kan få råd til at købe flere af dem og så dø hurtigere. Så er det vel også helt naturligt de sender sukkerbomber ud til vores børn). Havde det ikke været cool hvis nu SF f. eks havde sendt en kurv frugt med ud, eller bare en agurk de selv skulle snitte i stykker. Something, andet end slik. Eller bare en folder, uden slik. Oplysning uden bestikkelse.

Og hvad kan vi lære af det? At vi måske, som voksne og ansvarlige, skal bede vores folkevalgte politikere om andet end en pose blandet valgløfter, men kræve noget ansvar. At vi ikke skal tænke: Hvem vil MIG det bedste, men hvem vil OS det bedste. Og så er vi nok tilbage ved kærligheden. Kan vi købe den? Kan vi bestikke os til den? Er kærligheden et cheap-ass bolsje? Eller er kærligheden noget med at sætte sig ud over sig selv, og ikke spørge, hvad er bedst for mig, men hvad er bedst for os? Victor Frankls beskrivelse af kærligheden er det mest rammende jeg er stødt på. At kærligheden handler om at se potentialet i andre mennesker, og hjælpe dem med at realisere deres potentiale. Så vidt jeg husker skriver han ikke noget om bolsjer.

Til de partier der gerne vil vinde min datters stemme kan jeg kun sige: Hun er rigtig glad for mørk chokolade.

Større eller mindre kærlighed

noreply@blogger.com (jnc) — Sat, 27 Aug 2011 09:58:00 +0000

Valget i 2011 handler ikke om rød mod blå, som aviserne så gerne vil have dig til at tro, det handler heller ikke om velfærd vs. økonomi som politikerne gerne vil have dig til at tro, nej, valget i år handler om noget af det allermest fundamentale menneskelige, nemlig kærlighed. Jeg ville kalde det ved dets mere korrekte navn, nemlig næstekærlighed, men så ryger folks tanker over på en langhåret jødezombie i sandaler, som er sin egen far. Så jeg kalder det bare kærlighed. Det er også et dejligt ord, og et rummende ord, et omfavnede trygt ord, men det er også et ord som er blevet fattigere gennem de ti sidste år, det er et ord som vores siddende regering, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, har stået for at devaluere. Og som Lille Lars fra Græsted vist ikke rigtig helt forstår betydningen af. I de sidste ti års desperate kamp for at rive kronen ud af hænderne på den siddende magt, har rød blok, eller største dele af den, fuldstændig tabt betydningen af kærlighed på gulvet, og har, som en anden sindslidende kun koncentreret sig om en ting, nemlig stemmer. Kort sagt, i de sidste ti år af Danmarks historie er kærlighed blevet lig med magt. Og det er trist.

Så dette valg handler om at finde kærligheden igen. Kærligheden til din næste (ups, der var zombien i sandalerne igen) eller kærligheden til Danmark, om jeg må være så fri. Og det er næsten blevet umuligt at sige dette uden at få en grim smag i munden, det har Pia K og hendes rænkesmede sørget for, at det at elske de værdier der er danske er blevet lig med at hade alle andre. Men sådan behøver det ikke være. Man kan godt elske sit land uden af hade andre og de lande de kommer fra. Man kan godt være stolt af at være dansk uden at skulle se flaget smælde og indvandrene afvist ved grænsen.

Jeg elsker f.eks at vi i bund og grund var en nation af mennesker der hjalp hinanden, gennem skatten f.eks. Hvilket asocialt røvhul (undskyld) var det der fik den tanke at hvis vi sætter skatten ned så "jeg" tjener flere penge, og så bliver alle gladere? Kongstanken var under AFR at jo mindre skat, jo flere penge tjener (nogle) og jo flere penge bruger de. Forbrugsfesten var skudt i gang. Og som umælende dyr hoppede vi på den og købte fladskærme, samtalekøkkener og toiletter med spa. Vi brugte og brugte og brugte, det var ganske som Kongens Nye Klæder, for lige pludselig et sted i Kongeriget var der en lille purk der råbte "Men se, han er jo slet ikke lykkelig". Og ganske rigtigt. Det kan godt være vi slæbte os en pukkel til fra Fona 2000 og ud i den nye stationcar, men vi var ikke, trods et massivt forbrug, blevet en skid lykkeligere.

Tænk hvad vi kunne have gjort, i en tid med opsving, hvis vi havde tænkt på hinanden i stedet for os selv?

Det nytter ikke noget at skamme sig, gjort er gjort, nu må vi se fremad, men det er eddermane vigtigt at vi kigger den rigtige vej, og ikke bare fortsætter ned af denne stinkende, klaustrofobiske, trøstesløse sti af øget eget selvværd, med kurs mod narcissismen. Det er super vigtigt at det er nu vi stopper op og spørger om vi vil kærligheden eller om vi vil os selv.

Hvis vi vil kærligheden er der kun et sted at sætte krydset d. 15. september og det er ved det eneste parti der i al denne tid ikke har leflet for masserne, som ikke har forsøgt at stikke Hr. og Fru Danmark blår i øjet, som har holdt ved deres politik, også når den var upopulær, fordi de troede på den. De er et parti der bliver en del af rød blok og så alligevel ikke, fordi de er de sidste sande socialister (jeg ved godt det er blevet et bandeord, og vi skal undskylde offentligt hver gang vi siger det, men jeg nægter at undskylde) og de eneste som stædigt holder fast på at det handler om kærlighed; kærlighed til hinanden, kærlighed til vores samfund og kærlighed til lighed.

Vejen ud af krisen er hverken 12 minutter eller lavere skat. Vejen ud af krisen er at vi åbner øjnene for at vi skal hjælpe hinanden og at det ikke handler om "mig", men det handler om "os".

Numero uno

noreply@blogger.com (jnc) — Tue, 23 Aug 2011 21:53:00 +0000

Så er den her. Det bliver ikke mere ubehageligt. Jo, jo, jeg ved godt de fleste af jer vil sige "Jamen, det er jo bare en lille pige der rider på Anders And". Okay, stop, stop. Prøv lige at sige det igen. Men se først på billedet. For det første, hvor, anatomisk, er den lille pige placeret på Anders And? Jeps, ganske rigtigt.

Og hvad er det for et selvtilfreds smil der hænger på Anders' næb? For slet ikke at snakke om Anders' øjenretning. Den gæve sømandsand kigger direkte ned i skridtet på den lille pige, mens han smiler kækt, afslappet, med armene bag hovedet. Og nu vi er ved hele sømandsrutinen.

En lille pige smider en mønt ind i en boks, mounter en sømand, og holder fast i hans kasket mens hun i en fast rytme rider på ham. Ikke nok med det, sømanden holder smilende øje med pigens dyrebareste, mens han med hænderne bag nakken nyder turen. ER DET BARE MIG!!!

Hvordan er denne her blevet bygget? Hvem har designet den?Og hvordan kan Disney have godkendt den? Så vidt jeg har kunne læse mig frem til er manden der producerede disse her blevet fyret af Disney, og samtlige automater er blevet jaget af Den mægtige Mus, som en sulten flok løver jager en såret zebra på savannen.

Hvordan det her ikke er blevet et sagsmål er mig ubegribeligt. Det er da den mest pædofile maskine der nogen sinde er konstrueret på jorden. Og så Anders And. Og han kan lide at små drenge og piger sidder oven på ham, mens han rytmisk bevæger sig frem og tilbage. Anders, for helvede, mand. Eller and. Det her er jo kun et lille skridt fra at lægge en nøgen, halvlasket ældre herre ned i Rødovre Centeret, smide en femmer i hans svedige håndflade, og så skal han nok give dit barn en ridetur mens du handler.

God jul!

Fandt lige den her

noreply@blogger.com (jnc) — Thu, 04 Aug 2011 21:57:00 +0000

Skriverprisen 2010

Old news is good news? No?

Soldater græder ikke - The Jylland way

noreply@blogger.com (jnc) — Thu, 30 Jun 2011 09:26:00 +0000

Var over og snakke på en skole i Jylland hvor en 7. klasse havde arbejdet med min bog. De havde lavet skuespil, animationsfilm, tegneserie og plancher, hvor de havde arbejdet med kapitler og givet deres mening om hvordan man kan sætte billeder på tekst.

Jeg glæder mig meget til at se tegneserier og animationsfilm. Her er plancher. Teddy K, watch out, du har fået skarp konkurrence:

Gene Colan er død

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 24 Jun 2011 21:48:00 +0000

Nok bedst kendt for hans Tomb of Dracula, men også Daredevil, Captain America og Batman.

Sørgeligt.

Vi vandt!

noreply@blogger.com (jnc) — Thu, 12 May 2011 18:24:00 +0000

Dybbøl 1864

Lykke vs. ikke lykke

noreply@blogger.com (jnc) — Fri, 06 May 2011 10:23:00 +0000

Jeg er ved at være træt af lykkelige mennesker. Ikke de der forelsket, knald-i-låget lykkelige, dem kan vi ikke undvære, men denne her nye trend af lykke der har helt ubemærket har sneget sig ind af bagdøren, og lagt sig som et bedøvende tæppe over hele befolkningen.

Nu skal vi kraftstejlme være lykkelige, skal vi.

Vi har opfundet, hang onto something, den lykkelige skilsmisse. Antonym anyone.

Hvorfor pokker må vi nu ikke være ulykkelige når drømmene brister? Når vores børn skal kastes rundt, som kaniner blandt ulve? Når alt det vi håbede på ikke blev? Hvorfor skal vi absolut være lykkelige konstant? Nogle vil indskyde, at der absolut intet positivt er i at være ulykkelig, så hvorfor ikke bare eliminere den følelse, så er den ude af verden? Men hvordan fanden ved vi, at vi er lykkelige hvis vi ikke må være ulykkelige? Hvis selv vores skilsmisse, skal være båret- og præget af lykke.

Jeg giver ikke her udtryk for, at fordi man bliver skilt skal man hade hinanden resten af livet, men man bliver dog - skilt - og gennemgår som følge deraf, forhåbentlig, en masse tumulte følelser, hvoraf en af den er ulykke. Jeg forstå slet ikke begrebet "lykkelig skilsmisse". Dermed ikke sagt at man ikke kan være lykkelig for at blive skilt. Det kan man sagtens. Men en skilsmisse må og skal da klassificeres som en ulykkelig begivenhed. Eller i det mindste ikke som en lykkelig en.

Det næste bliver den lykkelige vuggedød, den lykkelige kræftpatient eller den lykkelige atomulykke.

Are ye listening!

noreply@blogger.com (jnc) — Tue, 03 May 2011 18:53:00 +0000

Fra en coming kortfilm: