jesper nicolaj

Den fede dame har sunget på Bornholm

2012-02-24T15:44:00.008+01:00

En era er forbi.

Måske er det en smule voluminøst at kalde det en era, men forbi er det i hvert fald.

Jeg har dags dato solgt mit sommerhus på Bornholm.

Det hele startede for godt to år siden, jeg mødte en kvinde, blev stormende forelsket og vi kunne slet ikke undvære hinanden. Den slags sker jo. Heldigvis. Thomas Helmig og alt det der.

Et år efter, et turbulent år senere, jeg havde lige vundet en tåbelig forældremyndighedssag min virkelighedsforvirrede ekskone havde tryllet frem, og det gik godt med kæresten. Vi bestemte os til at vi gerne ville have noget sammen, noget vi kunne kalde vores. Vi fandt et faldefærdigt bondehus fyldt med romantik og muligheder på Bornholm. Min kæreste kunne desværre ikke bidrage til købet, da hun allerede ejede to ejendommen med hendes eks-mand (alarm der blinker!). Men det var meningen, at når de en dag bestemte sig for at lave en smule distance, så skulle hun være medejer her. (Alarm der hyler og blinker!)

Så jeg købte stedet. (Jesper der overhører og overser alarm!)

To uger senere forlader hun mig.

Så der sidder jeg, med måsen i vandskorpen, og fryser. Sømmet i den berømte kiste kom så da min virkelighedsfjerne ekskone bestemte sig til at anke den ass-whupping hende og hendes advokat havde fået i byretten, til landsretten. Hun mente bestemt at hun ville danse på min grav i landsretten og at hendes version af retfærdigheden nu endelig skulle ske fyldest! En handling der kostede mig 50.000 kr.

Så der stod jeg, mit livs kærlighed var lige skredet, min ekskone truede endnu engang med at tage børnene fra mig, jeg var den lykkelige ejer af en ruin på Bornholm og en kassekredit på 50.000. Min røv var ikke længere i vandskorpen, jeg havde nu hele legemet 20 favne under havets overflade. And sinking, fast!

Den finansielle krise havde ramt mig, som et godstog lastet med bly. Ikke nok med at jeg havde det som om en eller anden tæskede løs på mit hjerte med en mukkert, men jeg var også på kanten af økonomisk ruin, og det begyndte så småt at gå op for mig hvorfor voksne mænd i Armanijakkesæt laver svanespring fra toppen af SAS hotellet.

Det eneste positive var, at det ikke kunne blive værre.

Og her står man så, som menneske, overfor et valg.

Man kan rejse sig, spytte blodet ud og kigge livet i øjnene - "Hvad fanden, du slår jo som en pigespejder", rette ryggen og gå videre. Eller man kan blive liggende og vente på gong-gongen. Rebellen i mig nægtede at blive liggende.

Jeg vandt igen i landsretten, lige så overvældende som i byretten. (Kom i tanke om et gammelt Panasonic motto - "Må vi bede om noget modstand!") Og nu er Bornholm solgt. Ja, det gør fandeme ondt. Det gør altid ondt at begrave en drøm. Men moralen er, at livet går videre.

Og når du er 20 favne under havets overflade så er der kun en vej - op! Og det kan være du er træt og modløs, og det kan være det pisser ned når du kommer op, men der er luft og på et eller andet tidspunkt begynder solen at skinne.

Jeg har stadig mine børn, økonomien er kun penge og mht. mit hjerte ... sekundlimen er heldigvis opfundet.

Jeg har kun en ting tilbage at sige til livet - "Bring it!"

Den lille fede ballerina

2012-02-22T20:42:00.003+01:00

Dengang jeg var lille havde jeg egentlig regnet med at jeg ville møde mit livs kærlighed, at vi ville elske hinanden og være sammen resten af vores liv. Hun hed Maria, var min nabo og jeg cyklede over i Obs og købte hende en ring. Mettes mor stod i smykkeafdelingen. Hun smilede og jeg kan huske det irritererede mig, fordi det var sgu seriøst. Jeg elskede Maria. Det her var resten af mit liv.

Jeg var otte år og naiv.

Som årene gik, kvinde efter kvinde, kærlighed efter kærlighed, håbede jeg hver gang på det samme, at det denne gang ville vare resten af mit liv. Jeg er ikke længere otte, men stadig naiv.

Lidt for naiv måske. Jeg burde give op, indse at der er nogle ting i livet man bare ikke er god til. For nogle år siden mødte jeg en overvægtig lille pige der ville være ballerina. Hun skulle til optagelsesprøve på Det Kongelige. Og mit hårde, kolde, kyniske voksenhjerte tænkte - "not a chance in hell." Men jeg kan ikke lade være med at tage hatten af for at hun gjorde det, mod alle odds, så prøvede hun. Hun nægtede at give op. Jeg ved ikke hvad nederlaget gjorde ved hende. Måske hun har hængt sig? Måske hun har sultet sig tynd? Måske hun er en balletstjerne i dag?

Når det kommer til kærlighed, så er jeg hende den fede lille pige, og hver gang jeg møder en kvinde, så er det mig der står der, iført en lyserød dragt der sidder så tæt at man kan høre sømmene SKRIGE i et desperat forsøg på at holde fast, med strutskørt og snørerne fra skoene bundet omkring mine alt for brede lægge - metaforisk set, selvfølgelig. På vej ind til en fuldstændig håbløs audition som kun kan ende på en måde, men jeg er sikker i min sag, jeg er sikker på jeg vil sejre, jeg er sikker på at jeg vil tage dem med storm.

Den barnlige naivitet taber altid når konfronteret med virkeligheden.

Ja, jeg har elsket, og ja, som en skidt Thomas Helmig sang har jeg følt forårssolen skinne på mig, men altid kun for en stund. Måske fordi jeg er for fed (igen, metaforisk set) eller måske fordi jeg suger mås til ballet. Måske, inderest inde ved jeg det godt, men vil ikke indrømme det. For jeg er jo ikke otte år længere. Jeg er voksen, og er tynget af alt den indsigt det bringer med sig. Men jeg lyver for mig selv. Det er sjovt, fordi som de hårde, kolde, kalkulerende individer vi ender som når vi lægger barndommen bag os, så ved vi at den lille pige ikke har en snebolds chance i helvede. Vi ved det. Det er fakta. Mens barnet drømmer, drømmer om at blive elsket og værdsat for det, det er.

Naiviteten er stærk i mig, som kraften i Luke. Men den mørke side er også stærk, og der er ingen lille grøn rummand til at fortælle mig hvad jeg skal gøre.

Måske er jeg bare et barn der aldrig blev voksen, måske en voksen der stadigvæk er barn. Og selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg sandsynligvis aldrig finder kærligheden, så nægter barnet at opgive med at lede.

Årets tegneseriecover 2011 3-1

2012-01-14T13:48:00.004+01:00

Det er svært at sige noget dårligt om Tim Bradstreet. Det er mindst lige så svært at portrættere en dæmon fra helvede på en sjov måde, uden at gøre nar af denne. Det lykkedes for Bradstreet at vise os Pinhead i et ømt øjeblik, som både er sjovt og pisse uhyggeligt på samme tid. Bradstreet formår at få noget rigtigt klamt frem i sin illustration. Måske er det de korte sorte negle, måske måden sømmene bryder gennem huden, måske den meget menneskelige side af Pinhead vi ser her, som bare gør ham endnu mere uhyggelig. Og så modsætningen mellem komik og uhygge.

Det her er et variant cover for Secret Avengers 18. Det rigtige ligner lort. Dette er tegnet af David Aja. Men tegningen i sig selv er ikke det vilde - det er grafiske udtryk. Det er cool, anderledes og vildt - for Marvel/Disney. Det er faktisk så banebrydende at det er revolutionerende. I love it.

Jeg ELSKER Raymond Chandler. Jeg absolut ELSKER ham. Han er i mine øjne den største forfatter der nogensinde har levet. Jeg ELSKER hans univers og ovenstående cover kunne lige så godt have været et cover til en af Chandlers bøger. Whiskyen der flyder ud af pistolmundingen ned i glasset, hvor der mellem isterningerne og spiritussen sidder en forførende smuk kvinde, iført stort set ingenting. Og så titlen "The Rachel situation". Jeg bliver blød i knæene og svimmel, når jeg ser det cover her. Det her er 100% hard-boiled detective. Der er ikke plads til tudefjæs eller skvatmikler. Det her hvisker sødt om smukke kvinder, der placerer en kniv i dig, så snart du vender ryggen til dem. Hvis læber lover evig kærlighed, men den lille .32 i dametasken lover død. Det her cover har flere boller, end samtlige bagerforretninger i storkøbenhavn. Det her er sex og vold, men med stil.

Farven på whiskyen er PERFEKT. Næsten gennemsigtigt; tyk og gylden. Man kan smage den, mærke isterningens kolde berøring mod læberne, eller er det hendes kys? Og det blanke stål fra pistolløbet gør, at vi ved det ender galt (som om whiskyen og kvinden ikke var nok.)

Og Whiskyens label oppe i hjørnet, der udgør coverets titel. Det er så gennemført.

Det her cover SKRIGER noir. Det kan kun ende galt, men en ting er sikkert, man dør med et smil på læberne.

Coveret er tegnet, tænkt og udført af Viktor Kalvachev.

Music

2012-01-14T13:45:00.002+01:00

Sidder og skriver på et projekt for to skønne piger. Har fået denne her på hjernen. Man kan simpelthen kun blive i godt humør. Tjek lige Marvin Gaye - Han er totalt happy. Det er svært at sidde stille når man lytter til det her.

Best comic covers 2011 7-4

2012-01-06T21:09:00.006+01:00

Nr. 7

Tegnet af Jae Lee. Forholdvis simpelt, samtidig brutalt og voldsomt. Jeg elsker den måde Cyclops står på, med hænderne bag ryggen, nærmest casual. Og så hans stråle der breder sig ud fra hans visir og fylder coveret helt ud. Og Wolverine der er fanget, midair, i alt det kaos som Cyclops stråle, trods hans casual stand, åbenbart udgyder. Smukke, dybe farver og en rent billede, kombineret med Lee's haunting karakterer.

Nr. 6

Tegnet af Cliff Chiang. Det ligner en gammel cirkus plakat med en overdreven mængde af udråbstegn og forskellige skriftstyper, krystalkuglen, den mystiske fremmede, og vores to helte i farer. Der er endda en ramme rundt om, for at vise os, at her er tale om en plakat. Det her er nostalgi så det batter. Den dansende bjørn er prikken over i'et.

Nr. 5

Tegnet af Chris Burnham. Batman og Robin tager til Paris. Jeg tog med min kæreste og hendes familie på Louisiana da jeg var ganske ung. Det var første gang jeg var på et museum, og jeg var ret så skeptisk. Der hang en masse malerier, som ikke gav mening, smeltede ure og den slags. Jeg synes Chris Burnham har lavet et absolut FANTASTISK cover. Det virker fordi både Batman og robin er så cartoonish, dog uden at miste forbindelsen med virkeligheden. Og så tjek lige fyren i midten. A Clockwork Orange, anyone?

Nr. 4

Tegnet af David Aya. Dette bringer minder fra både tyskernes og russernes propaganda plakater. De skarpe kanter, simple farver, enkle budskab - This doesn't bode well for the world. Den slår også tankerne hen på Fritz Langs plakat til M, stilistisk. Og så tænke sig til at dette er et cover til en superhelte tegneserier ... De er kommet et stykke vej siden Anders And.

Marvels tribute to classic movies

2012-01-03T21:56:00.002+01:00

Marvels art department har haft det sjovt. Kan du sætte navn på alle de klassiske film de har lånt fra?

Top 9 julefilm

2011-12-24T13:14:00.006+01:00

Nu er det jo jul. Temmelig meget endda. Og her er 9 film som man bør se hver jul.

9. Bad Santa - Santa likes to fuck fat chicks in the ass.

8. Gremlins - The worst thing that ever happened to me was on Christmas. Oh, God. It was so horrible. It was Christmas Eve. I was 9 years old. Me and Mom were decorating the tree, waiting for Dad to come home from work. A couple hours went by. Dad wasn't home. So Mom called the office. No answer. Christmas Day came and went, and still nothing. So the police began a search. Four or five days went by. Neither one of us could eat or sleep. Everything was falling apart. It was snowing outside. The house was freezing, so I went to try to light up the fire. That's when I noticed the smell. The firemen came and broke through the chimney top. And me and Mom were expecting them to pull out a dead cat or a bird. And instead they pulled out my father. He was dressed in a Santa Claus suit. He'd been climbing down the chimney... his arms loaded with presents. He was gonna surprise us. He slipped and broke his neck. He died instantly. And that's how I found out there was no Santa Claus.

7. Nightmare before Christmas - There's children throwing snowballs / instead of throwing heads / they're busy building toys / and absolutely no one's dead!

6. Lethal Weapon - Maybe we'll stay alive long enough for me to buy you a present.

5. Kiss Kiss, Bang Bang - Merry Christmas, sorry I fucked you over.

4. Die Hard - "Now I have a machine gun. Ho ho ho."

3. Christmas vacation - Todd: Hey Griswold. Where do you think you're gonna put a tree that big?

Clark: Bend over and I'll show you.

2. Mens du sov - I've had a really lousy Christmas, you've *just* managed to kill my New Year's, if you come back on Easter, you can burn down my apartment.

1. It's a wonderful life - Merry Christmas, movie house! Merry Christmas, Emporium! Merry Christmas, you wonderful old Building and Loan!

Teenage Greve

2011-12-02T07:54:00.003+01:00

Mandag skal jeg til Greve og snakke med to 8. klasser om min bog "Soldater Græder Ikke". Glæder mig. Jeg har desværre ret travlt for tiden så får ikke opdateret så meget, som jeg gerne ville.

Og i dag har min søn fødselsdag :-)

Ufrivillige Esbjerg

2011-11-23T20:14:00.002+01:00

Var i dag på besøg på CFU Esbjerg, tusind tak for at invitere mig, og snakke om den ufrivillige børnelitteratur. Som altid var jeg nervøs før besøget, men de var meget søde og det var super hyggeligt. Snakkede endda over tid.

Næste stop er Greve i december. Can't hardly wait :-)

Lektør udtalelse på RONIN 2 - Read it and weep

2011-11-17T11:30:00.000+01:00

Christiansen, Jesper Nicolaj: Buen / forfatter: Jesper Nicolaj Christiansen ;

illustrator: Niels Bach. - Carlsen. - 61 sider. - (Ronin ; 2). - (Carlsens stribede)

Anvendelse/målgruppe/niveau

Anden del af serien Ronin om drengen Ronin i det gamle feudale Japan, som

ikke kender sig selv, men står overfor en stor og farlig opgave. Flot skrevet og

effektivt illustreret giver den læseren en spændende oplevelse, men ikke uden

"sværdslag" - for historien er proppet med feudal, historisk stemning, sagnfortællinger

og japanske fagudtryk. En ret kort, men sprogligt krævende

lækkerbisken for læselystne drenge og piger i alderen 9 til 12 år.

Beskrivelse

I den første af bøgerne om Ronin hørte vi, hvordan han vågnede op i skoven ved

siden af det magiske, blodtørstige sværd Gôsutu Mêkâ. I denne del starter

Ronins lange og besværlige læreproces, som ikke bare drejer sig om at blive en

dygtig sværdkæmper, lære at gå på vandet og lignende, men også trivielle ting

som at tage opvasken for sin sensei - sin læremester. Ronin møder undervejs i

historien et talende træ, en ørn med guldfjer og en smuk, bueskydende pige, der

også er sat på en særlig opgave. Ronin kæmper mod sine egne dæmoner, når han

skal kontrollere det magiske sværd, men også andre omkring ham udkæmper

indre slag.

Sammenligning

Der findes ikke direkte sammenlignelige historier for aldersgruppen, men

elementer fra de gamle Karate Kid-film genkendes og desuden kan stemning og

illustrationer give mindelser om hittet: Drageherren.

Samlet konklusion

Absolut interessant og ganske krævende fortælling om kamp, personlig

udvikling og selvindsigt. Dramatisk og underholdende fortalt i en ganske

original japansk/feudal ramme.

Den virkelige valgkamp

2011-09-01T23:44:00.002+02:00

På Østerbro lilleskole er valgkampen også gået i gang, og Ældste Gruppen skal repræsentere alle partier i Danmark - også Dansk Folkeparti, hvor lidt de end har lyst til det. Idéen er at de skal finde ud af hvilken politik de forskellige partier står for, på trods af samtlige elever er vokset op til tonerne af "når du ser et rødt flag smælde". Det er stort, synes jeg, at en indoktrineret kommunist skal sætte sig ind i hvad de konservatives politik er, og forsøge at overbevise de andre på skolen om at det er fornuftigt. Det er at skabe forståelse på tværs af sociale og politiske grænser. Kunne faktisk være sjovt hvis politikerne skulle prøve det samme, at sælge de andres budskaber.

For at kunne forstå har eleverne været i kontakt med alle partier, og disse har så sendt materiale ud til eleverne, om sig selv. Med dette materiale fulgte også slik. Man tror det er løgn, men nej, den er sgu god nok.

Min datter stemmer f. eks på SF fordi de deler bolsjer ud.

Ja, ja. Børn er ikke så skarpe vil nogen nok sige.

Og så begynder man at tænke, nå jo, men er virkeligheden ikke også sådan; voksen bolsjerne smager bare anderledes. Eller vi kalder dem "valgløfter", som vi sutter, knaser og sluger i et væk, velvidende at når ballet er slut så er der ikke mere slik.

I øvrigt - burde de partier, som står for en grøn fremtid ikke sende frugt ud med deres valgmateriale i stedet for sådan nogle cheap-ass bolsjer. Er det ikke lidt patetisk at de sender slik ud til børn, er det ikke kun lige stadiet over børnelokkeren? Jeg troede Den Røde Blok ville sætte momsen ned på sundhed, og så sende de sukker ud til børnene (ikke fordi Blå Blok er bedre, men de toner bare mere rent. De satte afgifterne ned på alle de ting vi putter i munden der kan slå os ihjel, så vi kan få råd til at købe flere af dem og så dø hurtigere. Så er det vel også helt naturligt de sender sukkerbomber ud til vores børn). Havde det ikke været cool hvis nu SF f. eks havde sendt en kurv frugt med ud, eller bare en agurk de selv skulle snitte i stykker. Something, andet end slik. Eller bare en folder, uden slik. Oplysning uden bestikkelse.

Og hvad kan vi lære af det? At vi måske, som voksne og ansvarlige, skal bede vores folkevalgte politikere om andet end en pose blandet valgløfter, men kræve noget ansvar. At vi ikke skal tænke: Hvem vil MIG det bedste, men hvem vil OS det bedste. Og så er vi nok tilbage ved kærligheden. Kan vi købe den? Kan vi bestikke os til den? Er kærligheden et cheap-ass bolsje? Eller er kærligheden noget med at sætte sig ud over sig selv, og ikke spørge, hvad er bedst for mig, men hvad er bedst for os? Victor Frankls beskrivelse af kærligheden er det mest rammende jeg er stødt på. At kærligheden handler om at se potentialet i andre mennesker, og hjælpe dem med at realisere deres potentiale. Så vidt jeg husker skriver han ikke noget om bolsjer.

Til de partier der gerne vil vinde min datters stemme kan jeg kun sige: Hun er rigtig glad for mørk chokolade.

Større eller mindre kærlighed

2011-08-27T11:58:00.004+02:00

Valget i 2011 handler ikke om rød mod blå, som aviserne så gerne vil have dig til at tro, det handler heller ikke om velfærd vs. økonomi som politikerne gerne vil have dig til at tro, nej, valget i år handler om noget af det allermest fundamentale menneskelige, nemlig kærlighed. Jeg ville kalde det ved dets mere korrekte navn, nemlig næstekærlighed, men så ryger folks tanker over på en langhåret jødezombie i sandaler, som er sin egen far. Så jeg kalder det bare kærlighed. Det er også et dejligt ord, og et rummende ord, et omfavnede trygt ord, men det er også et ord som er blevet fattigere gennem de ti sidste år, det er et ord som vores siddende regering, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, har stået for at devaluere. Og som Lille Lars fra Græsted vist ikke rigtig helt forstår betydningen af. I de sidste ti års desperate kamp for at rive kronen ud af hænderne på den siddende magt, har rød blok, eller største dele af den, fuldstændig tabt betydningen af kærlighed på gulvet, og har, som en anden sindslidende kun koncentreret sig om en ting, nemlig stemmer. Kort sagt, i de sidste ti år af Danmarks historie er kærlighed blevet lig med magt. Og det er trist.

Så dette valg handler om at finde kærligheden igen. Kærligheden til din næste (ups, der var zombien i sandalerne igen) eller kærligheden til Danmark, om jeg må være så fri. Og det er næsten blevet umuligt at sige dette uden at få en grim smag i munden, det har Pia K og hendes rænkesmede sørget for, at det at elske de værdier der er danske er blevet lig med at hade alle andre. Men sådan behøver det ikke være. Man kan godt elske sit land uden af hade andre og de lande de kommer fra. Man kan godt være stolt af at være dansk uden at skulle se flaget smælde og indvandrene afvist ved grænsen.

Jeg elsker f.eks at vi i bund og grund var en nation af mennesker der hjalp hinanden, gennem skatten f.eks. Hvilket asocialt røvhul (undskyld) var det der fik den tanke at hvis vi sætter skatten ned så "jeg" tjener flere penge, og så bliver alle gladere? Kongstanken var under AFR at jo mindre skat, jo flere penge tjener (nogle) og jo flere penge bruger de. Forbrugsfesten var skudt i gang. Og som umælende dyr hoppede vi på den og købte fladskærme, samtalekøkkener og toiletter med spa. Vi brugte og brugte og brugte, det var ganske som Kongens Nye Klæder, for lige pludselig et sted i Kongeriget var der en lille purk der råbte "Men se, han er jo slet ikke lykkelig". Og ganske rigtigt. Det kan godt være vi slæbte os en pukkel til fra Fona 2000 og ud i den nye stationcar, men vi var ikke, trods et massivt forbrug, blevet en skid lykkeligere.

Tænk hvad vi kunne have gjort, i en tid med opsving, hvis vi havde tænkt på hinanden i stedet for os selv?

Det nytter ikke noget at skamme sig, gjort er gjort, nu må vi se fremad, men det er eddermane vigtigt at vi kigger den rigtige vej, og ikke bare fortsætter ned af denne stinkende, klaustrofobiske, trøstesløse sti af øget eget selvværd, med kurs mod narcissismen. Det er super vigtigt at det er nu vi stopper op og spørger om vi vil kærligheden eller om vi vil os selv.

Hvis vi vil kærligheden er der kun et sted at sætte krydset d. 15. september og det er ved det eneste parti der i al denne tid ikke har leflet for masserne, som ikke har forsøgt at stikke Hr. og Fru Danmark blår i øjet, som har holdt ved deres politik, også når den var upopulær, fordi de troede på den. De er et parti der bliver en del af rød blok og så alligevel ikke, fordi de er de sidste sande socialister (jeg ved godt det er blevet et bandeord, og vi skal undskylde offentligt hver gang vi siger det, men jeg nægter at undskylde) og de eneste som stædigt holder fast på at det handler om kærlighed; kærlighed til hinanden, kærlighed til vores samfund og kærlighed til lighed.

Vejen ud af krisen er hverken 12 minutter eller lavere skat. Vejen ud af krisen er at vi åbner øjnene for at vi skal hjælpe hinanden og at det ikke handler om "mig", men det handler om "os".

Numero uno

2011-08-23T23:53:00.003+02:00

Så er den her. Det bliver ikke mere ubehageligt. Jo, jo, jeg ved godt de fleste af jer vil sige "Jamen, det er jo bare en lille pige der rider på Anders And". Okay, stop, stop. Prøv lige at sige det igen. Men se først på billedet. For det første, hvor, anatomisk, er den lille pige placeret på Anders And? Jeps, ganske rigtigt.

Og hvad er det for et selvtilfreds smil der hænger på Anders' næb? For slet ikke at snakke om Anders' øjenretning. Den gæve sømandsand kigger direkte ned i skridtet på den lille pige, mens han smiler kækt, afslappet, med armene bag hovedet. Og nu vi er ved hele sømandsrutinen.

En lille pige smider en mønt ind i en boks, mounter en sømand, og holder fast i hans kasket mens hun i en fast rytme rider på ham. Ikke nok med det, sømanden holder smilende øje med pigens dyrebareste, mens han med hænderne bag nakken nyder turen. ER DET BARE MIG!!!

Hvordan er denne her blevet bygget? Hvem har designet den?Og hvordan kan Disney have godkendt den? Så vidt jeg har kunne læse mig frem til er manden der producerede disse her blevet fyret af Disney, og samtlige automater er blevet jaget af Den mægtige Mus, som en sulten flok løver jager en såret zebra på savannen.

Hvordan det her ikke er blevet et sagsmål er mig ubegribeligt. Det er da den mest pædofile maskine der nogen sinde er konstrueret på jorden. Og så Anders And. Og han kan lide at små drenge og piger sidder oven på ham, mens han rytmisk bevæger sig frem og tilbage. Anders, for helvede, mand. Eller and. Det her er jo kun et lille skridt fra at lægge en nøgen, halvlasket ældre herre ned i Rødovre Centeret, smide en femmer i hans svedige håndflade, og så skal han nok give dit barn en ridetur mens du handler.

God jul!

Fandt lige den her

2011-08-04T23:57:00.000+02:00

Skriverprisen 2010

Old news is good news? No?

Soldater græder ikke - The Jylland way

2011-06-30T11:26:00.013+02:00

Var over og snakke på en skole i Jylland hvor en 7. klasse havde arbejdet med min bog. De havde lavet skuespil, animationsfilm, tegneserie og plancher, hvor de havde arbejdet med kapitler og givet deres mening om hvordan man kan sætte billeder på tekst.

Jeg glæder mig meget til at se tegneserier og animationsfilm. Her er plancher. Teddy K, watch out, du har fået skarp konkurrence:

Gene Colan er død

2011-06-24T23:48:00.003+02:00

Nok bedst kendt for hans Tomb of Dracula, men også Daredevil, Captain America og Batman.

Sørgeligt.

Vi vandt!

2011-05-12T20:24:00.000+02:00

Dybbøl 1864

Lykke vs. ikke lykke

2011-05-06T12:23:00.002+02:00

Jeg er ved at være træt af lykkelige mennesker. Ikke de der forelsket, knald-i-låget lykkelige, dem kan vi ikke undvære, men denne her nye trend af lykke der har helt ubemærket har sneget sig ind af bagdøren, og lagt sig som et bedøvende tæppe over hele befolkningen.

Nu skal vi kraftstejlme være lykkelige, skal vi.

Vi har opfundet, hang onto something, den lykkelige skilsmisse. Antonym anyone.

Hvorfor pokker må vi nu ikke være ulykkelige når drømmene brister? Når vores børn skal kastes rundt, som kaniner blandt ulve? Når alt det vi håbede på ikke blev? Hvorfor skal vi absolut være lykkelige konstant? Nogle vil indskyde, at der absolut intet positivt er i at være ulykkelig, så hvorfor ikke bare eliminere den følelse, så er den ude af verden? Men hvordan fanden ved vi, at vi er lykkelige hvis vi ikke må være ulykkelige? Hvis selv vores skilsmisse, skal være båret- og præget af lykke.

Jeg giver ikke her udtryk for, at fordi man bliver skilt skal man hade hinanden resten af livet, men man bliver dog - skilt - og gennemgår som følge deraf, forhåbentlig, en masse tumulte følelser, hvoraf en af den er ulykke. Jeg forstå slet ikke begrebet "lykkelig skilsmisse". Dermed ikke sagt at man ikke kan være lykkelig for at blive skilt. Det kan man sagtens. Men en skilsmisse må og skal da klassificeres som en ulykkelig begivenhed. Eller i det mindste ikke som en lykkelig en.

Det næste bliver den lykkelige vuggedød, den lykkelige kræftpatient eller den lykkelige atomulykke.

Are ye listening!

2011-05-03T20:53:00.003+02:00

Fra en coming kortfilm:

Julegave nummer 2

2011-05-02T21:31:00.005+02:00

Okay, så Marvel har haft kig på den føromtalte Batman pistol, hvor man hev hans buttplug ud, for at fylde væske i ham, hvorefter man trykkede ham i skridtet og selvsamme væske flød ud af hans mund.

Denne pistol har naget Marvel, som et søm i foden der bare ikke vil ud. De har tænkt og tænkt og tænkt over hvordan de kunne toppe den. Det synes næsten umuligt. Shitty Spider var close, but no cigar. Og så var det, at en eller anden psykisk syg person i deres legetøjsafdeling fik idéen. Hvad nu hvis vi laver en virkelig grotesk Punisher, der kan transforme om til ting som man end ikke i sin mest syge fantasi havde kunne forestille sig.

Marvel proudly presents: The Punisher Shape Shifter -

Det virker jo helt tilforladeligt. Punisher - tjek! Vupti, vupti, vupti, Power Pistol, tjek!

Men dette syge menneske, der har siddet og rodet med denne genstand i de kolde, ensomme, lange vinternætter, er slet, slet ikke færdig endnu.

Se nu bare her: Punisher - Tjek! Vupti, vupti, vupti

Efter blot lidt nørklerier, så har du: The Ass Gun. Hvis du bøjer benet op, så skyder harpunen ud af anus på Frank. Er der et øje tørt?

Og nu siger du nok "Men, det kan jeg jo også gøre med en transformer." Måske, men ryk lige øjnene op og tjek pakken, fordi her siger fabrikanten (Marvel = Disney) at DET HER ER MENINGEN. Så, let me get this right - Det er okay for en 14-årig at rende rundt med en mand, der anatomisk er blevet forulempet ud over alle grænser og har en harpun stukket op i røven, som du oven i købet kan skyde efter dine venner ved at vride hans knæ den forkerte vej, MEN DU MÅ IKKE SE ET BRYST I EN FILM? Er det bare mig, eller er der noget helt galt her?

Og som prikken over det fabelagtige "i" -

"I WILL PUNISH YOU"

Det er til børn, seriøst, det er det! Selvom man godt kan forstille sig en mor eller to der har sneget sig ind på lille Tims værelse efter mørkets frembrud og har rodet lidt i legetøjskasserne.

Der er så meget galt med det billede, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte, så jeg lader det bare snakke for sig selv!

Next - Julegave idéen over dem alle.

Ny bog

2011-04-28T23:42:00.002+02:00

Gået i gang, igen, med min næste bog. I hvert fald i hovedet. Er lige landet efter at have opholdt mig godt 3 mdr. i 1864. Nu læser DR og kommer med deres verdict, om de vil bruge 100 mil. på krig & kærlighed eller om de skal investeres i kvindefrigørelsen. Min bog og 1864 har for øvrigt intet med hinanden at gøre.

Men negle bliver bidt.

Imellem tiden sparker livet, som det jo nu har en tendens til at gøre i ny og næ, og idéerne ruller.

Inspireret af Ray, fra nedenstående sang, er min prolog til bogen ved at forme sig i min hjerne, eller det er udgiver sig for en sådan i disse dage.

Bedste korte tegnefilm - ever!

2011-04-13T19:38:00.000+02:00

Julegave nummer 3

2011-04-02T19:58:00.003+02:00

Vi forlader superheltegenren et kort øjeblik, og denne gang henvender vi os udelukkede til dem med børn fyldt med østrogener.

Her kommer: My Cleaning Trolley (Girls only).

Okay, man kan få et lægelegesæt, håndværkersæt og nu et rengøringskonesæt.

Så kan du som forældre forberede din datter på en karrierer i sanitetsbranchen. Hvis du f.eks føler at intellektet ikke er helt i top, og udseendet ikke er til en karrierer i retningen af Wolverine Blow Me badebolden, så er dette gaven til din datter.

Det er på så mange måder bare forkert. Ikke at der er noget galt i at være rengøringsperson, MEN, måske vi skulle starter med at stile bare en anelse højere. Som hjernekirurg, og så kan man altid trappe ned derfra.

Jeg er heller ikke den store kønsdebatsudskriger, men alligevel, der er grænser, og jeg synes denne her burde være det billede der fulgte ordet "kønsdiskrimination" i ordbogen.

Sandsynligvis udtænkt, produceret og markedsført af mænd, der mener at kvinder lige så godt kan lære det fra barnsben.

Pladsen her var tiltænkt den yndefulde "Pole Dancing Doll", men jeg er ikke sikker på hun er ægte. Rengøringsvognen er også dejlig uforskammet.

Næste gang opper Marvel sig, og får skabt den ultimative og mest vederstyggelige action figur. You're not gonna believe this.

Blow me - Gave nummer 4

2011-02-23T23:25:00.005+01:00

Marvel har haft et kig på DC's perfide Batman pistol, og bestyrelsen samledes og blev enige om, at den kunne de da godt toppe. Uden at pakke det ind på nogen som helst måde blev denne lille fætter så smidt på markedet. Nuff said!

Sværdet i Politiken

2011-02-21T22:24:00.001+01:00

"FORFATTEREN har netop modtaget Undervisningsministeriets Skriverpris for sin Afghanistan-relaterede debut, ' Soldater græder ikke'. Hans nye, letlæste serie om drengen uden navn handler også om strid og sandhed, men i japanske omgivelser.
Drengen vågner ude i skoven med et mægtigt sværd og manglende hukommelse. En ørn leder ham. Han kæmper mod røvere, møder stumper fra fortiden og redder landsbyens rishøst. Historien er fortalt med hammer og mejsel, der er godt med lokalkolorit, og Niels Bachs farveglade illustrationer skaber en slags poesi midt i alt det farlige. Her er en seriøs udfordrer til de populære Taynikma-bøger, hvis det kommer til en tvekamp."

Bring it, Taynikma!